Shamantrommer, shaman rasler, shamanistisk sang og shamanistisk dans er nogle af de redskaber som shamaner - ledsaget af deres kraftdyr, hjælpeånder og åndelige vejledere - bruger i deres spirituelle og healende arbejde.

Ordet  ”shaman” har sin oprindelse fra Sibirien, hvor det betegnede en persons evne til at foretage sjælerejse og dermed være formidler mellem ”stammen” og  åndeverdenen. 

I det animistiske samfund anså man alt for at være levende og for at have en sjæl. Et gennemgående træk, som kan spores blandt naturfolk jorden over, var oplevelsen af en anden virkelighed delt i tre verdener: Underverdenen hvor shamanen søgte kraft, kraftobjekter og kraftdyr. Mellemverdenen som var det sted menneskerne levede, - oplevet gennem en shamanistisk bevisthedstilstand. Oververdenen hvor shamanen kunne søge visdom og visioner om fortid nutid og fremtid. 

Af de mere kendte skal nævnes den indianske kultur, hvor en medicinmand tog sig af balancen mellem  mennesket og  åndeverdenen. – Det eskimoiske folk og deres angákoq, åndemaner som med tromme og sang arbejdede sig op til en ekstase der kunne føre ham på ånderejse. - Det samiske folk og deres noaide som med sin runebom foretog trommerejser og det nordiske folk, hvor vølven med sin sejd skuede ind i det skjulte.